Her er aktuelt og relevant nyt til alle aktive i Danmarks Naturfredningsforening. God fornøjelse ...
Frivillige ildsjæle kæmper for biodiversiteten
Når arter er truet, trækker ildsjæle i arbejdstøjet og skruer op for idéer til at øge biodiversiteten.
I DN Ikast-Brande har Bjarne Harksen sammen med Anna Sørensen åbnet Facebookgruppen #DKVILD-sammen om et vildere Danmark til alle borgere i Danmark. Hurtigt meldte der sig en brændende interesse fra andre i landet, der også kæmper for at udbrede viden om biodiversitet og glæden ved at få det vilde til at gro sammen med andre. Spørgsmål og ideer røg frem og tilbage i det digitale netværk – og fællesskabet voksede.
De er nu fem aktive fra alle dele af landet, hvor Tine Wandall, Linda Frølund Hansen og Maria Pålsson Elbæk er kommet til. De arbejder for at udbrede alt fra tips, faglighed, til sankede frø og indsatser - alt sammen igennem denne Facebookgruppe. Og de har også løbet andre lokale fællesskaber igang, fx Byttebiks for frø af hjemmehørende arter og lokale grupper i deres hjemmekommuner, fx Vilde haver i Gribskov.
Facebookgruppen har nu over 3.300 medlemmer, som deler historier om grønne projekter i deres kommune. Klik ind, giv et like - og følg det imponerende arbejde. Der er masser af ideer, du kan plukke.
Miljøministeriets kommuneprojekt Danmarks Vildeste Kommune fik alle 98 kommuner med til at dyste om at give naturen mere plads - men hvad sker der egentlig ude i kommunerne? Klik ind og se nogle af de grønne og vilde projekter 🌿 måske er der inspiration at hente?
I august udpeges de ti bedste projekter, og i september kåres vinderen.
Den 1. juli 2022 træder et generelt forbud i kraft mod sprøjtning med bekæmpelsesmidler, gødskning, omlægning og anden jordbehandling som såning og plantning af § 3-beskyttede naturtyper.
Forbuddet vil især have betydning for ferske enge og i nogle tilfælde strandenge, som med forslaget over tid vil få en forbedret naturkvalitet.
Der er for alvor kommet skub i den grønne omstilling og især solceller skyder op over hele landet. Det er glædeligt og nødvendigt i et klimaperspektiv. Samtidig skal vi sikre gode rammer for udbygningen af vedvarende energi i sameksistens med natur og landskaber. Derfor har Hovedbestyrelsen taget stilling til DN’s holdning til udbygning og placering af solceller på tagareal og i det åbne land. Notatet med DN's holdning blev præsenteret på forårets repræsentantskabsmøde i Rebild og kan læses på aktivsiden. Der bliver udviklet et mere praksisnært afdelingsnotat.
Miljøstyrelsen har i 2016-2017 kortlagt og registreret naturmæssigt særlig værdifuld skov på arealer ejet af staten, regionerne og kommunerne. Det private skovbrug takkede dengang nej til at få naturværdierne på deres arealer kortlagt. Siden fortrød de beslutningen.
DN har gjort opmærksom på den manglende kortlægning i de private skove, og der er nu afsat midler til kortlægningen af naturmæssigt særlig værdifuld skov - også kaldet § 25 skov - i private skove. Kortlægningen vil give viden om, hvor naturværdierne i de private skove er, samt hjælpe skovejerne på vej til at få deres arealer certificeret som bæredygtig skov.
Miljøstyrelsen skal forestå kortlægningen i 2022-23 og afrapportere i 2024. DN er inviteret med i projektets følgegruppe, hvor Tine N. Skafte fra sekretariatet deltager. Der har været afholdt et indledende møde med diskussion af den valgte metode til at identificere de arealer, som senere vil blive besøgt i felten af Miljøstyrelsens inventører. DN og DOF har efterfølgende sendt brev til Miljøstyrelsen med vores synspunkter om at inddrage flere biodiversitetsdata.
Tak for jeres indsats med at besvare afdelingsundersøgelsen 2022. Vi fik hele 89 procent besvarelser. En virkelig flot svarprocent, der hjælper os til at få et godt indblik i behov og udfordringer.
Vi har udarbejdet en rapport over jeres besvarelser, så alle kan kan få indblik i afdelingernes indsatsområder, udfordringer, succes og kommentarer.
Her er et par hovedpointer fra rapporten:
71% af afdelingerne er begyndte på at arbejde med/i retning mod den nye strategi
Flere aktive og flere unge aktive er en fælles ambition
Kun lidt over 40 procent oplever at have indflydelse på de politikker, der formuleres i DN
Der ønskes mere kontakt og debat imellem afdelinger.
Frist for at udfylde aktivundersøgelsen, der er sendt til alle DN-aktive, er netop afsluttet. Tak for deltagelsen også her. Rapporten offentliggøres efter sommerferien.
Kontakt Mikkel Havelund, organisationschef, mh@dn.dk, 31193207
Hvorfor får jeg ikke Natur & Miljø på udkommedagen?
Natur & Miljø er netop udkommet - men hvorfor er der forskel på udkommedagen og den dag, du får det i postkassen? Klik og læs mere om vores medlemsblad, hvordan PostNord distribuerer bladet, og hvornår I skal indberette jeres ture til bladet for at de kommer med i udgivelsen.
Kontakt Charlotte Taarnhøj, redaktør af Natur & Miljø, char@dn.dk
Husk at sende jeres høringssvar til mailadressen naturpolitik@dn.dk - fristen er 1. juli 2022. Nu kan du også se eller gense det digitale møde om naturpolitikken på Vores DN. Kontakt Johannes Birk Schjelde, johannes@dn.dk, 61 66 12 88
Hvad sker der i din DN-afdeling? Send os info på aktiv@dn.dk om relevante projekter, opgaver eller resultater, I gerne vil dele med andre DN-afdelinger.
Vilde Blomsters Dag
Det er De Vilde Blomsters dag på søndag den 19. juni. Mange afdelinger holder en tur eller et arrangement - se den samlede oversigt her og tag med på tur, hvis I ikke selv holder en tur.
Fra frivillig til frivillig ... 👀
Set på DN Gribskovs Facebookside Tak til alle de frivillige, der siden 2016 har været med til at slå med le og pleje naturen ved Valby Gadekær i Helsinge! Jeres arbejde har betydet en stor fremgang i den lokale bestand af orkideen, Priklæbet Gøgeurt, som blomstrer netop nu. Faktisk er fremgangen så stor, at vi ikke længere kan komme rundt og slå arealet om sommeren. Orkideerne har nemlig bredt sig fra små 500 styk i 2016 til over 3.000 i dag. Sikke en succes for naturen! Kommunen vil fortsat slå arealet med maskine om efteråret, når blomsterne har smidt deres frø. Og vi GLÆDER os til næste år, hvor vi inviterer alle jer frivillige tilbage til et nyt areal i kommunen, der har brug for en hjælpende, svingende le-hånd! Skal DU være med næste gang? 😁
Foto af orkideer fra DN Gribskovs Facebookside.
Kom på kurser i Naturens Universitet
DN tilbyder egne kurser på Naturens Universitet, som er DN's kursusudbud. Bliv opdateret på vigtige DN-emner, skarpere til at formidle og få mulighed for at bruge professionelle redskaber. Kurserne er for medlemmer og i særdeleshed for aktive i en DN-afdeling. Kurserne såvel som transport og frokost er gratis for DN-aktive, men koster 350 kr for medlemmer (nedsat pris for studerende og pensionister, der også må afholde transportudgifter selv).
Lokale sager
Tag med på kurser i lokale sager i efteråret. Kurserne slås op i august på Naturens Uniservitets kursusoversigt, og de afholdes både i Øst- og Vestdanmark i oktober og november.
Mosser er simple vækster uden rødder - og de kan være utrolig smukke. Tag med ud i efteråret og lær de forskellige mosser at kende. Kurset er den 17. september.
Irina Goldberg lektor i biologi guider os ind i mos og lavers verden. Det er genialt til formidling, da disse organismer kan findes alle steder hele året.
Med et lokalt nyhedsbrev kan du få nyheder om din lokale DN-afdelings arbejde, blive inviteret på ture i lokalområdet og få nyheder om natur og miljø i din kommune. Her er de seneste lokale nyhedsbreve:
👉100 år gammel bog giver vigtig viden om truede bier Mange biarter er enten truede eller helt uddøde i Danmark, og særligt de specialiserede bier har det svært. For nylig kom en 100 år gammel bog til at spille en vigtig rolle i netop dén forbindelse.
👉 Bekymrende fund af svampegift i grundvandet Hormonskadelige svampegifte er igen blevet fundet i grundvandet. Danmarks Naturfredningsforening kræver et forbud mod de såkaldte azol-midler, som bl.a. anvendes til korn og raps.