I dette nyhedsbrev kan du læse om vores kommentar til grundvandsbeskyttelsen, en opfordring til at blive aktiv i DN Sorø og endelig et ønske om glædelig Jul og et godt nytår.
Plan for grundvandsbeskyttelsen
Grundig, men også ønsker til forbedringer
DN Sorø har sendt en kommentar til Sorø Kommunes forslag til indsatsplan for grundvandsbeksyttelsen, som vi finder er grundigt og velbelyst. Men nok så væsentligt, kommer vi også med ønsker til forbedringer. Du kan læse hele kommentaren her
For det første ønsker DN Sorø en større aktiv indsats fra kommunen og vandværkernes side til at fremme tempoet for at sikre sprøjtefri zoner ved de mange boringer (BNBO), som der længe har været et stort fokus på fra både Regering, Folketing og især klima- og naturorganisationer/-interessenter.
Endvidere ønsker vi en indsats for at fremme udpegning af grundvandsparker, så indvindingsoplande og i særdeleshed områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) også sikres forbud mod brug af sprøjtegifte. De sikrede områder vil kunne skabe ramme for mere økologisk landbrug, bæredygtig skovdrift, sammenhængende naturområder eller produktion af grøn energi.
Behovet for at stramme op og sikre de områder, hvor grundvandet dannes, så der ikke sker nedsivning, er desværre aktualiseret ved, at Sorø Kommune har en lokalplan på vej I Pedersborg, der vil gøre det muligt at opføre en benzintank og vaskehal i et område, som netop er udpeget med særlige drikkevandsinteresser.
Vil du være med ?
I DN Sorø har vi omkring 40 aktive og vi gør meget ud af, at det skal være sjovt og meningsfuldt at være aktiv. Fotoet viser deltagerne i de aktives årlige sociale arrangement.
Som aktiv forpligter man sig ikke til at bruge et bestemt antal timer, men bestemmer selv sit engagement. - Vores aktive deltager i en eller flere af disse grupper:
Bestyrelsen (vælges på et Årsmøde) træffer afdelingens formelle beslutninger, men alle aktive kan deltage i møderne
Affaldsgruppen koordinerer og deltager i den årlige affaldsindsamling og arbejder med genbrug i bred forstand.
Arbejdsgruppen omkring Grøn Omstilling arbejder med klima, miljø og bæredygtighed
Flagermusgruppen ønsker at øge kendskabet til, samt interessen for flagermus generelt i kommunen
Hasselmusgruppen registrerer bestanden og vedligeholder de opsatte hasselmuskasser
Natur- og fredningsgruppen tager sig af alt vedr. naturbeskyttelse
Naturens Dag gruppen arrangerer Naturens Dag arrangementet i samarbejde med en lang række andre foreninger i kommunen
Naturplejegruppen plejer mindre, plejekrævende naturområder i samarbejde med kommune/lodsejer
Sags- og plangruppen gennemgår myndighedsafgørelser, -planer og -politikker. Vi foretrækker dialogen, men står også fast, hvis beslutninger underløber naturens interesser
Skovmårgruppen tilser de opsatte skovmårkasser
Sporgruppen tilser de 11 spor vi holder opsyn med og kommer foldere i de opsatte folderkasser
Strandtudsegruppen arbejder med sikring af habitats-områder for den sjældne strandtudse
Har du lyst til at blive en del af det aktive DN-fællesskab, som vi har i Sorø, kontakt endelig formanden på mail: niels.hilkers@gmail.com.
Glædelig Jul og godt nytår !
Bestyrelsen i DN Sorø ønsker dig en glædelig Jul og et rigtig godt nytår.
2023 har været et begivenhedsrigt år med mange spændende aktiviteter, og små og store udfordringer for os, der er aktive i Danmarks Naturfredningsforening i Sorø Kommune. Vi presser på, så gode visioner for natur og klima bliver omsat til synlige og håndgribelige handlinger.
Bestyrelsen er klar til de udfordringer det nye år stiller os, som det lokale grønne omdrejningspunkt. Det er vores vision, at DN Sorø er det første sted, man søger hen, hvis man lokalt vil være med til at gøre en forskel for en bedre natur, et rent miljø eller for den grønne omstilling.
På gensyn til et aktivt 2024.
Niels Hilker
formand for DN Sorø
Redaktion af nyhedsbrev:
Niels Hilker,
formand for DN Sorø
Danmarks Naturfredningsforening, Masnedøgade 20, København Ø, Danmark 2100, +45 39 17 40 00