Støt op om din lokale DN afdeling
DN Sorø har Årsmøde mandag den 6. november 2023 kl. 19.00.
Vi håber meget, at du vil deltage på Årsmødet og med din tilstedeværelse støtte op om vores fælles lokale DN afdeling og indsatsen for natur, miljø og den grønne omstilling. Er du tilfreds med, hvad vi har udført i årets løb, eller synes der er noget vi skal gøre anderledes, eller gøre mere, eller gøre mindre. ?? - Det får du mulighed for at fortælles os.
Bestyrelsens skriftlige årsberetning er et digert værk på 20 sider, der afspejler de mange aktiviteter, som foregår i regi af DN Sorø. Du kan læse hele den skriftlige årsberetning her. Den indeholder bl.a. noget om :
De praktiske arbejdsopgaver: Affaldsindsamlingen, sy-maraton, pasning af hasselmuskasser og vores aktive naturpleje, herunder le-slåning i Vaseskov og pasning af de mange spor i kommunen.
Arbejdet med naturbeskyttelse: Vores holdning til afgræsning af de fredede og naturbeskyttede områder, udviklingsplanerne for bl.a. Ankerhusgrunden og området ved Sorø Station og de mange ønsker om at bygge indenfor sø-bebyggelseslinjen. Desuden har DN Sorø med stor succes indledt et tæt samarbejde med indvindere af råstoffer og lodsejere i kommunen, primært for at sikre områder for de sjældne og beskyttede arter som strandtudsen og hasselmusen.
Arbejdet med sager og planer: Dvs. at være naturens advokat i forhold til de mange planer, dispensationer og tilladelser, som myndighederne udgiver (ca. 300 om året). I årsrapporten har vi fokuseret på enkelte af disse, nemlig landzonetilladelsen til Sandstone, terrænreguleringer og kommuneplanen, men reelt var der mange andre sager og planer, som var værd at skrive om.
Arrangementer: DN Sorø gennemfører en række arrangementer i løbet af året, som er åbne for alle interesserede, og vi oplever en meget stor interesse for disse.
På selve Årsmødet, der begynder kl. 20.30 vil formanden Niels Hilker supplere med en mundtlig beretning, ligesom der også skal vælges medlemmer til bestyrelsen og suppleanter. Det vil - som altid - vil være muligt at tilslutte sig en af DN Sorøs mange arbejdsgrupper, hvor der altid er brug for flere, både hænder og hoveder.(Fotoet er et udsnit af DN Sorøs aktive og taget under vores årlige sociale arrangement)
Bestyrelsen ser frem til, at der deltager mange i Årsmødet, som er en god anledning for medlemmer til at udveksle synspunkter om, hvordan vi lokalt kan passe på naturen og understøtter den grønne omstilling.
Årsmødet indledes kl. 19.00 med et spændende foredrag af repræsentanter for Better Energy om solcelleparker og hvorfor natur og vedvarende energi kan gå hånd i hånd.