I det sidste nyhedsbrev før sommerferien kan man bl.a. læse om efterårets mange arrangementer, vores høringssvar til Hillerød kommunes planlægning af solenergianlæg, resultatet af den årlige affaldsindsamling og mange andre ting. DN Hillerød ønsker alle en god og solrig sommerferie. Nyhedsbrevet vender tilbage i eftersommeren.
Nogle af de sager vi arbejder med
Høringssvar til Hillerøds kommune kommuneplantillæg nr. 11 om solenergianlæg
Som udgangspunkt finder vi generelt, at dagens energiforbrug er alt for stort. således mener vi som udgangspunkt, at der skal lægges mere vægt på energibesparelser end produktion af ny energi. Men vi er samtidig bevidste om, at dagens energiforbrug i høj grad er baseret på fossile energikilder, hvilket gør det nødvendigt at erstatte denne fossilbaserede energi med energi fra vedvarende kilder. Her kan solcellestrøm spille en vigtig rolle – også i Hillerød kommune, læs hele høringssvaret her.
Udvikling af den nye bydel Favrholm
Masterplanen for Favrholm, vedtaget i 2022, indeholder de overordnede rammer for forskellige kvarterer i området. Der planlægges med en udbygning på i alt ca. 925.000 etagemeter, inklusiv det nye hospital på ca. 200.000 etagemeter. Stadionkvarteret er det største udbygningsområde i Masterplanen med 325.000 etagemeter. Det er afgrænset af Overdrevsvej, Lyngevej Lokalbanen og Hestehavekvarteret. Det er planlagt med et stort stadion, sportsakademi, 2000 boliger og 30.000 etagemeter erhverv, inklusiv et hotel. Kommunen har fremlagt et dispositionsforslag for området med fokus på 1. etape, dvs. stadion, erhverv og det boligområde, der er tættest på Favrholm station. Det bliver en stor bydel, og i DN er vi bl.a. bekymret for trafikpresset på området med hospital, stadion, erhvervsområde og mange boliger. Vi noterer os, at der i forslaget skrives om bynatur og biodiversitet, det fokus må vi sikre fastholdt. Det er planen, at der vil være en høringsperiode på 8 uger (6. maj - 1. juli) og et borgermøde, der blev afholdt den 30. maj. Vi vil følge processen, og komme med vores kommentarer, når vi anser det for nødvendigt. Billedet viser det nye Farvholm.
PFAS forurening ved den gammel lodseplads Holmene
I den seneste tid har DN Hillerød haft fokus på den mulige forurening ved den gamle losseplads Holmene ved Pøle å stien og faren for forurening af omgivelserne. DN Hillerød har søgt aktindsigt for at få klarlagt, hvor alvorlig forureningen er. Kommunen har taget blodprøver fra fårene, der græsser i nærheden af den gamle losseplads, og de viser heldigvis, at grænseværdierne for PFAS ikke er overskredet. Sagen har været omtalt i pressen. DN Hillerød har også sendt en række spørgsmål til Kommunen, hvor vi blandt andet efterlyser skiltning, der tilkendegiver, at man færdes i et område, som er forurenet. Det er en sag, som DN Hillerød kommer til at have fokus på i de kommende måneder.
Mere bynær natur i Hillerød
DN Hillerød har sendt en kommentar til Hillerøds kommunens retningslinjer for bynatur.
Her opfordrer vi til ambitiøse retningslinjer for bynatur i både eksisterende byer og byudviklingsområder. Der er derfor behov for at stille krav i kommuneplanen til andelen af grønne arealer i eksisterende og nye bebyggelser, samt at stille krav i kommuneplan og lokalplaner til kvaliteten af naturen. Hele kommentaren til kommunen kan læses her.
Afholdte arrangementer
Danmarks Naturfredningsforening årlig affalds indsamling den 14.april
Igen i år har DN Hillerød deltaget i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, som blev en succes med mange deltagere. Der blev indsamlet 1280 kg affald, heraf var 100 kg metal og 40 kg glas. Læs hele erfaringen med årets indsamling her.
To ture til Lille Lyngby mose og Neje Vestskov
Thomas Beck fra bestyrelsen afholdt to velbesøgte ture til disse to naturområder. Bl.a. blev der set denne flotte havørn ved Neje Vestskov turen. Billedet er taget af Brdr. Jensen.
Den 17/4 havde bestyrelsesmedlem Thomas Beck en høsttur til Lille Lyngby Mose, hvor der deltog 18 frivillige. De slog høstslæt i udvalgte områder i den fredede del af Lille Lyngby Mose, som er en fantastisk botanisk biotop med mere end 500 registrerede plantearter. Græsningen med køer og heste er blevet bedre de sidste år, men den tidligere så talrige orkide, Pukkellæben, er stadig forsvundet, hvorfor vi prøver at genskabe dens optimale vækstvilkår.
Foredrag af Kjeld Hansen
I bibliotekshallen i Hillerød sad omkring 70 personer og hørte Kjeld Hansen oprulle den gigantisk miljøgæld, der blev stiftet i årene 1940 til 1970 af de danske landmænd, politiske venner og af Hedeselskabet.
Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag igen må betale for genoprettelsen af skaderne.
Men Kjeld Hansen har ikke megen fidus til, at hverken staten, Danmarks Naturfredningsforening eller liberale landmænd kan stå for genopretningen af den danske natur. Han mener, at redningen skal komme fra private personer med penge, og gav et eksempel på hvordan Lego-familien har sat gang i, hvad der er et af Danmarks største skovrejsningsprojekter.
Kommende arrangementer
Følg med på vores hjemmeside, hvor nye arrangementer løbende annonceres. I sensommeren er der rigtig mange arrangementer, så mange, at kun enkelte har fundet vej til Nyhedsbrevet.
Kom og mød Bjørli ved Fantasiens ø mellem den 16. juni Kl. 10 til 12
Det er nu blevet sommer, og lysten til at komme ud i naturen er forhåbentlig stor. Du og din familie vil i hvert fald blive belønnet med masser af gode oplevelser. Vi vil fange dyr både i vand og på land, og vi vil undersøge dyrene og se, hvor mange forskellige arter, vi finder. Arrangementet ledes af biolog Bjørli Lehrmann, som har fungeret som naturvejleder for børn på Vestre Hus Børnenaturcenter i Allerød i 23 år og er kendt fra TV2´s program ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”. Vi byder på en kop kaffe, juice samt en figenstang til børnene. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding. Mødestedet er Københavnsvej 53, og følg DN´s skilt til Brede Dam.
Hør om vilde blomster og høst af frø tirsdag den 20. august
Biolog Kristine Thoresen-Lassen vil her fortælle om kommunens frøsamling og om kommunens opgave med at øge biodiversiteten ved udsåning af hjemmehørende arter, der hvor de ikke naturligt kan indfinde sig. De vilde hjemmehørende planter er trængte i vores opdyrkede landskab, men de udgør livsgrundlaget for mange andre arter. Få gode råd om hvordan du selv kan øge biodiversiteten i din have, hvilke arter der kan bruges hvor, og hvordan de indsamles, og hvornår man sår frøene. Det vil også være muligt at indsamle frø, som man kan tage med hjem. Finn Hansen fra Haveselskabet vil også være til stede. Vi mødes på Baunebakken, tirsdag kl. 17 – 18.30. Obs, der er begrænset deltagerantal på 25-30 personer og begrænset antal parkeringspladser, så vi anbefaler, at I enten cykler eller kører flere i en bil. Tilmelding sker til Vibeke Rosbo ved at sende en e-mail til. vrosbo@outlook.dk
Skumringstur til Store Gribsø - for større børn og deres forældre den 31. august
Endnu mere fascinerende bliver det, når mørket falder på, og alle lyde ændrer sig. Dagens dyr går til ro, andre kommer frem og giver sig til kende. Når det er stjerneklart, bliver der en enestående chance for at kigge stjerner uden forstyrrelse af gadelygter eller lys fra huse og biler, måske endda at se stjerneskud. I Danmarks Naturfredningsforening Hillerød glæder vi os til at opleve alt dette, når vi inviterer til skumringstur for store børn (8-14 år) og deres forældre til Store Gribsø midt inde i Gribskov. Naturvejleder Benny Mosgaard hjælper med at sætte ord på vores oplevelser. Turen begynder med, at vi mødes kl. 18.30 på station Slotspavillonen, og her slutter den igen kl. 21.45. Deltagerne må selv betale for togturen, medens DN Hillerød står for juice, te og kaffe. For vandhundene vil der oven i købet blive mulighed for en dukkert.
Værd at vide
Novo Nordisk Fondens Naturtematiske Pædagogpris for 2024
Hvert år uddeler Novo Nordisk Fonden en række undervisningspriser til pædagoger, lærere og undervisere, der gør en særlig indsats for at fremme interessen blandt børn og unge for naturvidenskabelige fag og emner. I år hædredes bl.a. leder af Naturfamilier Nordsjælland Kristina Eggers, for sit arbejde med vuggestuebørn.
I DN Hillerøds er vi rigtig stolte på Kristinas vegne og glade for vores inspirerende samarbejde med hende.
Ny rapport om, hvor der kan skabes vild natur i Danmark
Globe Institute på Københavns Universitet, Afdelingen for Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, har udgivet rapporten "Mere, Bedre og Større Natur i Danmark". Rapporten udpeger de områder i Danmark, hvor der er mulighed for at skabe områder, der er til gavn for naturen. Hele rapporten kan læses her.
Nye medlem til bestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov er udpeget
Søren Mark Jensen fra Danmarks Naturfredningsforening er blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov de næste 4 år. Formand for den nye bestyrelse er Kaare Larsen.
DN Hillerød, Hillerød lokalafdeling, hilleroed@dn.dk, Hillerød, Danmark 3400, +4539174000